KIF Kolding København fik den vel nok sværeste modstander, som klubben kunne blive parret med i dagens lodtrækning til 1/8-finalerne i mændenes Champions League i håndbold.
Op af bowlen dukkede nemlig Metalurg fra Skopje, som godt nok kun blev nummer tre i sin indledende gruppe, men ikke desto mindre formåede at besejre både Mikkel Hansens Paris Handball og FC Barcelona på hjemmebane.
Holdet har i den serbiske landsholdsspiller Darko Stanic en målmand, der på egen hånd kan afgøre kampe, men spillere som Naumce Mojsovski, Filip Mirkulovski og Renato Vugrinec holder også et højt niveau.
For den anden danske deltager, Aalborg Håndbold, bød lodtrækningen på en noget vanskeligere modstander.
Som nummer fire i deres gruppe vidste nordjyderne godt, at de ville løbe ind i et storhold, og det blev spanske FC Barcelona med landsholdsspilleren Jesper Nøddesbo på holdet.
Ud over Nøddesbo har spanierne franske EM-guldvindere Nikola Karabatic og Cedric Sorhaindo og målfarlige Siarhei Rutenka i truppen.
Det lugter af et udsolgt Gigantium i Aalborg i den første kamp, der spilles i perioden fra 19. marts til 23. marts.
Returkampene skal spilles fra 26. marts til 30. marts.
/ritzau/