340.000 seere fulgte på et tidspunkt med på TV3+, da Kevin Magnussen søndag debuterede med en andenplads i Formel 1-sammenhæng, viste tal fra Gallup.
Derfor indretter den danske rettighedshaver sig efter løbene, hvilket nu rammer en kamp i den danske Superliga i fodbold.
Opgøret mellem Brøndby og Esbjerg den 6. april havde oprindeligt kampstart klokken 19, men det er nu rykket til 19.30 samme aften.
- Vi har flyttet kickoff til 19.30 i Brøndby. Ja, det er på grund af Kevin Magnussen, og det har begge klubber været så søde at acceptere, siger Peter Nørrelund, der er sportschef hos tv-rettighedshaveren MTG, til metroxpress.
Sæsonens tredje Formel 1-grandprix, der køres i Bahrain, begynder klokken 17 og vil derfor være slut inden det oprindelige starttidspunkt på søndagens sene kamp i Superligaen.
Men rettighedshaveren ønsker at kunne vise præmieoverrækkelse fra løbet, inden spillerne løber på banen på Brøndby Stadion.
/ritzau/