Kerry og Lavrov drøfter Ukraine-krise i Paris

admin

|

29/03/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, mødes søndag i den franske hovedstad, Paris, med Sergej Lavrov, Ruslands udenrigsminister.

De to ministre skal drøfte krisen om Ukraine.

Det siger Jen Psaki, talsmand for USA's udenrigsministerium.

Meldingen kom lørdag eftermiddag i Shannon i Irland, hvor Kerrys fly landede for at få brændstof på.

Kerry forlod tidligere på dagen Saudi-Arabien for at flyve hjem til Washington - og så få fyldt brændstof på flyet til turen over Atlanterhavet i Irland - men der er så kommet andre planer.

- Mødet er i Paris i morgen aften, siger talsmanden.

Derfor bliver Kerry i Europa lidt endnu.

Mødet kommer, efter at den russiske præsident, Vladimir Putin, fredag ringede til USA's præsident, Barack Obama, for at drøfte krisen om Ukraine, der er spidset til, efter at Rusland har annekteret den ukrainske halvø Krim og flyttet mange tusinde soldater i retning af grænsen til Ukraine.

Tidligere lørdag forsikrede udenrigsminister Lavrov om, at Rusland absolut ingen intentioner har om at sende yderligere tropper over grænsen til Ukraine.

Samtidig vurderede han, at Moskva og Vesten efterhånden nærmer sig hinanden i konflikten.

- Vi har absolut ingen intention eller interesse i at krydse den ukrainske grænse, sagde han til russisk stats-tv.

Dermed afviste han den ellers fremskredne frygt for, at Rusland vil fortsætte annekteringen af Ukraine, efter at Krim-halvøen er blevet indtaget, og efter at Rusland nu menes at have op mod 40.000 tropper klar nær Ukraines grænser.

- Vi (Rusland og Vesten) kommer nærmere hinanden i vores synspunkter, sagde han.

/ritzau/Reuters