USA's udenrigsminister, John Kerry, siger, at yderligere russisk optrapning i Ukraine vil sætte en stopper for muligheden for diplomati.
Kerry talte lørdag med sin russiske modpart, Sergej Lavrov, over telefon.
- Han gjorde det klart, at fortsat militær optrapning og provokation på Krim eller andre steder i Ukraine, samt forsøg på at annektere Krim, vil fjerne enhver mulighed for diplomati, siger en kilde i det amerikanske udenrigsministerium ifølge Reuters.
Kerry skulle angiveligt også have bedt russerne om at være yderst tilbageholdende i fremtiden.
Lørdag foretog USA's præsident, Barack Obama, ligeledes en række telefonopkald med den igangværende krise i Ukraine på dagsordenen.
Præsidenten talte blandt andet med den britiske premierminister, David Cameron, den franske præsident, François Hollande, og den italienske premierminister, Matteo Renzi, oplyser Det Hvide Hus.
Derudover holdt Barack Obama også telefonkonference med præsidenterne for Litauen, Letland og Estland.
Ifølge den franske præsidents kontor i Paris diskuterede Obama og Hollande "nye foranstaltninger" overfor Rusland, hvis det ikke lykkes at få sat en dæmper på situationen.
/ritzau/Reuters