USA's udenrigsminister, John Kerry, har igen været i kontakt med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, og advaret ham om, at det vil have "yderligere konsekvenser", hvis ikke Rusland gør noget for at reducere spændingerne i Ukraine.
Konkret vil Kerry blandt andet have Rusland til trække sine tusindvis af opmarcherede soldater ved grænsen til Ukraine tilbage, oplyser en amerikansk embedsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
Lavrov sagde i lørdagens telefonsamtale med Kerry, at Ukraine udviser manglende evne til at tage ansvar for landets skæbne.
Lavrov advarede også om, at hvis Ukraine med magt forsøger at få stoppet urolighederne i den østlige del af landet, vil det undergrave mulighederne for at samarbejde om at løse problemerne.
Bevæbnede prorussiske demonstranter tog lørdag kontrol med flere offentlige bygninger, blandt andet politihovedkvarterer, i det østlige Ukraine. USA beskylder Rusland for at forsøge at destabilisere det ukrainske samfund.
- Vi er meget bekymrede over den kampagne, vi ser fra prorussiske separatister i det østlige Ukraine. De er åbenbart støttet af Rusland, siger Laura Lucas Magnuson, talskvinde i Det Hvide Hus.
For at vise USA's støtte rejser vicepræsident Joe Biden 22. april til Kijev.
Tidligere på ugen sagde John Kerry, at russiske agenter sendes ind i Ukraine for skabe kaos, og give Rusland et påskud til at gribe ind militært.
- Det er tydeligt, at russiske specialstyrker og agenter har været katalysatorer bag kaosset de seneste 24 timer, sagde Kerry til kongresmedlemmer i Washington.
Han sammenligner udviklingen med det, som skete på Krim forud for den russiske intervention og annektering af halvøen.
John Kerry og Sergej Lavrov mødes i næste uge i Europa for at for diskutere situationen i Ukraine.
/ritzau/Reuters