Karen Jespersen revser nu også Løkke for tøjkøb

admin

10 år siden

|

14/05/2014

Dagens topnyheder

Karen Jespersen, der er tidligere velfærds- og socialminister og nuværende medlem af Folketinget for Venstre, mener, at Lars Løkke Rasmussen har "skudt sig selv i foden ved ikke at holde sig på meget stor sikkerhedsafstand af den type sager".

Det skriver hun sammen med sin mand, debattøren Ralf Pittelkow, på hjemmesiden denkorteavis.dk, efter at det er kommet frem, at Venstre-formanden har fået betalt dyre habitter, sko og underbukser af Venstres partikasse for i alt 152.000 kroner.

- Vælgerne straffer ikke Løkke, fordi han har begået store forseelser. De straffer ham, fordi han i visse situationer har udvist for stor ligegyldighed over for ting, som de lægger vægt på. For eksempel om der er styr på udgifter og bilag, så enhver bliver svaret sit, skriver parret.

Hun mener, at det er hykleriske medier, der har gjort sagen stor. Men "en meget erfaren politiker som Løkke bør vide dette og derfor undgå at bringe sig selv i den slags situationer", lyder Karen Jespersens ræsonnement.

Ifølge TV2 har både den tidligere minister Birthe Rønn Hornbech samt folketingsmedlem Birgitte Josefsen kritiseret Løkke på et møde i folketingsgruppen. Men med Karen Jespersens udmelding bevæger kritikken sig altså uden for det ellers hermetisk lukkede gruppeværelse.

Karen Jespersen kalder Løkke for en "usædvanlig politiker", der er "sagligt set særdeles dygtig og godt inde i de politiske sagers indhold". Men det svækker ham, når der samtidig ligger en GGGI-sag og roder og en gammel bilagssag fra dengang, han var minister.

- Politikere skal selvfølgelig holde deres sti ren, så personlige interesser og politiske opgaver er klart og tydeligt adskilt.

- Enhver mistanke om, at politikere optræder selvisk, koster meget på tilliden, skriver Jespersen.

Også dele af baglandet er kritisk. Her ønsker enkelte ligefrem en redegørelse om partiformandens tøjforbrug.

/ritzau/