Karantænesager kan blive afgjort før sidste spillerunde

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

Karantænesagerne med Viborgs David Katz Boysen og Esbjergs Ryan Johnson Laursen bliver sandsynligvis afgjort før sæsonens sidste spillerunde i Superligaen.

Dansk Boldspil-Union (DBU) arbejder på højtryk for at få redegørelser fra Viborg og Esbjerg, der muligvis har benyttet Boysen og Laursen, mens de har været i karantæne.

- Vi arbejder på at få en hurtig afgørelse, siger kommunikationsmedarbejder Jacob Wadland fra DBU.

- Disciplinærinstansen kan godt nå at træffe en afgørelse, men den største udfordring er at nå at få redegørelserne fra de to implicerede klubber.

- Vi vil gerne have afgjort det så hurtigt som muligt, så man ikke skal gå i gang med kampene søndag med uvished, siger han.

Hvis Viborg bliver idømt et skrivebordsnederlag i en kamp mod AGF i april, så kan aarhusianerne trods sidste uges nedrykning alligevel nå at redde livet i Superligaen på bekostning af Sønderjyske.

Esbjerg risikerer at miste et enkelt point, efter at vestjyderne i en 2-2-kamp mod Randers FC sendte Ryan Johnson Laursen på banen.

Esbjerg kæmper for at holde FC Nordsjælland bag sig i kampen om ligaens femteplads, der giver adgang til Europa League i næste sæson.

Superligaens sidste spillerunde bliver spillet søndag.

/ritzau/