Karabatic har rystet skandalesag af sig og viser sult

admin

10 år siden

|

26/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er som om, han er genrejst, håndboldstjernen Nikola Karabatic.

Ikke kun på banen, som nu ved EM-slutrunden i Herning, hvor han både er i front på scoringer og assist i den franske trup.

Men også udenfor banen efter matchfixing-skandalen, hvor han, broren Luka Karabatic og flere andre blev straffet for at spille på egne kampe - direkte eller indirekte.

Karabatic har forladt fransk klubhåndbold og tørner nu ud for Barcelona, hvor han er klubkammerat med Jesper Nøddesbo.

- Han er helt nede på jorden, arbejder stenhårdt og det er svært ikke at rose ham. En virkelig god fyr, som er ydmyg og betænksom. Også socialt er han super, jeg kan ikke sætte en finger på ham, siger Nøddesbo.

Fagligt er der også danske roser til den franske stjerne.

- Det er ham, der binder det franske spil sammen. Og han virker som om, han har genfundet lysten. Han spiller færre minutter i Barcelona, og han har fået mere overskud.

En iagttagelse, som stjernens mere anonyme bror, Luka Karabatic, er helt enig i.

- Han spiller færre minutter i Barcelona, end han gjorde tidligere, og det er nok derfor, han er kommet friskere til EM, siger Luka Karabatic.

Han er ikke meget for at tale om den skandale, der ramte dem begge.

- Det har været en hård tid, men vi holder sammen, og vores bånd er blevet stærkere. Nu koncentrerer vi os om håndbold, siger Luka Karabatic, der er med ved en slutrunde for første gang i modsætning til brormand, der har vundet mange titler med Frankrig.

Og håndboldmæssigt forsøger den mindre kendte Karabatic ikke at tage presset af sin bror.

- Han er en nøglespiller for os. Hans høje niveau overrasker mig ikke. Han er en af verdens bedste, og det har han vist her ved EM. Vi har brug for ham på toppen igen i finalen, hvis vi skal have en chance mod Danmark, siger han.

Den danske assistentræner Klavs Bruun Jørgensen er helt med på Nikola Karabatics betydning. En testkamp i starten af januar viste, at stjernen er godt kørende.

- Vi fik en god indikation, da vi så Karabatic ved Golden League i Frankrig. Han lignede en mand, der var i gang med at vinde et eller andet, ligesom i hans yngre dage og inden matchfixing-skandalen.

- Han ligner en mand, der er på vej ind i gamet igen, og derfor betyder han ekstremt meget. Han skal have helt ekstraordinær opmærksomhed på samme måde, som vi gjorde med Domagoj Duvnjak i semifinalen mod Kroatien, siger den danske assistent.

/ritzau/