Det er kun en lille måneds tid siden, at Frank Arnesen tiltrådte som sportsdirektør i den ukrainske klub Metalist Kharkiv, og problemerne tårner sig tilsyneladende allerede op for danskeren.
Ifølge fodboldsitet ua-football.com har cheftræner Miron Markevich valgt at forlade jobbet, fordi klubben er på randen af sammenbrud.
- Holdet falder fra hinanden for øjnene af os, og det har jeg ikke lyst til at være vidne til. Jeg er ked af det, der er sket, men jeg har ikke noget valg, siger Markevich.
Han går bandt andet, fordi han risikerer at stå uden hold i nærmeste fremtid. Træneren hævder, at spillerne ikke har fået løn i knap tre måneder.
Det betyder, at de i næste uge kan rive kontrakten i stykker og skifte til et andet hold.
Ejeren af klubben hedder Sergei Kurchenko, og han har angiveligt tætte forbindelser til den flygtede præsident, Viktor Janukovitj.
Det vides ikke, om Kurchenko også har forladt landet efter den seneste politiske udvikling i landet.
Metalist blev sidste år udelukket fra Champions League på grund af en matchfixingsag fra 2008.
Holdet ligger nummer to i den ukrainske liga, fem point fra Shakhtar Donetsk, der ligger på førstepladsen i den ukrainske liga.
Frank Arnesen tiltrådte 1. februar og har en kontrakt med klubben, som gælder til sommeren 2016.
/ritzau/