Justitsminister er glad for polititjek af Se og Hør

admin

10 år siden

|

28/04/2014

Dagens topnyheder

Justitsminister Karen Hækkerup (S) glæder sig over, at Københavns Vestegns Politi undersøger, om Se og Hør fra 2008 til 2012 har betalt en ansat i Nets for udlevere kendte personers fortrolige kreditkortoplysninger.

- Det er meget alvorligt, hvis beskyldningerne er rigtige. Det rette sted at få undersøgt, om der er begået noget strafbart, er hos politiet. Jeg er derfor glad for, at Københavns Vestegns Politi har taget sagen op.

- Derudover har vi jo Datatilsynet, der som uafhængig tilsynsmyndighed på området kan tage sager om misbrug af persondata op, siger Karen Hækkerup i en skriftlig kommentar.

Retsordførerne Preben Bang Henriksen (V), Karina Lorentzen (SF) og Trine Bramsen (S) har efterlyst, at politiet og Datatilsynet undersøger beskyldningerne i bogen "Livet, det forbandede" af journalist Ken B. Rasmussen, som har arbejdet fem år på Se og Hør.

BT's chefredaktør Olav Skaaning Andersen oplyser til flere medier, at avisen har tjekket bogen og fundet dokumentation for dens oplysninger om, at Se og Hør blandt andet brugte prins Joachims og tv-værten Line Baun Danielsens kreditkortoplysninger.

BT bringer i de kommende dage flere historier om sagen.

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen mener, at sagen kan minde om skandalen i mediemogulen Rupert Murdochs News Corporation. Murdoch måtte lukke den britiske tabloidavis News of the World, som havde misbrugt fortrolige teleoplysninger.

I Københavns Vestegns Politi oplyser vicepolitiinspektør Carsten Jansson, at politiet har kontaktet Nets.

- Vi har læst BT's artikel, og da Nets ligger i Ballerup, som jo ligger i vores politikreds, så har vi taget kontakt til dem, fortæller Carsten Jansson til Ritzau.

- Selvfølgelig tager vi den slags alvorligt, og det er en alvorlig sag, hvis det er sandt. Men om det er rigtigt eller forkert, det ved vi ingenting om endnu, siger Carsten Jansson.

/ritzau/