Justitsminister er åben for styrket spionagetjek

admin

10 år siden

|

18/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danskere skal måske beskyttes bedre mod overvågning fra spionagetjenester som USA's organisation NSA, der er kritiseret for at lytte med på millioner af telefoner som den tyske forbundskansler Angela Merkels.

Det oplyser justitsminister Karen Hækkerup (S) i et svar til Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup. Svaret bygger på den nylige opfordring fra Jakob Scharf, tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), i Politiken.

-Jeg har forstået, at PET for tiden overvejer behovet for at iværksætte en revision af straffelovens regler om spionage under hensyn til udviklingen på spionageområdet, siden bestemmelserne blev indført og overvejelser i andre lande, herunder ændret lovgivning.

- I lyset af PET's overvejelser vil jeg naturligvis være åben overfor en ændring af reglerne, hvis der måtte være behov herfor, siger Karen Hækkerup.

Straffelovens spionage-paragraffer er fra Den Kolde Krig. De skulle værne mod Østblokkens lavteknologiske spionage dengang mod staten. Nu rammer megen spionage ikke staten, men enkeltpersoner og virksomheder.

Peter Skaarup vil skærpe straffen for industrispionage.

- Der er behov for at stramme lovgivningen, efter Den Kolde Krig for længst er overstået. I forhold til USA, Kina og andre nationer er der brug for at stramme lovgivningen, så man dømmes for brud på statens sikkerhed ved industrispionage, siger Peter Skaarup.

- Det giver nogle mere markante sanktioner for dem, der forbryder sig mod de normale spilleregler for samarbejdet mellem landene.

Peter Skaarup undrer sig over, at justitsministeren ikke lover at stramme skruen mod de, der aflytter danskere.

- Vi lever ikke længere i Den Kolde Krig. Man bruger nogle nye metoder, så lovgivningen må følge med, siger Peter Skaarup.

/ritzau/