Politiet efterforsker igen Justin Bieber for hærværk. Han skal have overdænget sin nabos villa og husets ejer med en byge af rå æg.
Episoden fandt sted torsdag aften, hvor ordensmagten blev kaldt ud til den mondæne Los Angeles-forstad Calabasas. En af Biebers naboer oplyste, at han havde grebet popstjernen på fersk gerning i færd med æggekasteriet. Han råbte først efter sangeren fra sin altan og afkrævede ham en forklaring, men det eneste, der kom ud af det, var, at Bieber kastede æggene efter den vrede nabo, som tilsidst valgte at ringe til politiet.
Her bekræfter talsmanden Steve Whitmore, at den 19-årige popstjerne er under efterforskning og risikerer en straffesag for både hærværk og overfald.
Ifølge Biebers nabo anrettede æggekagen skader for cirka 4.000 dollars, næsten 22.000 kroner.
Det er ikke første gang, Bieber går til angreb på den pågældende nabo.
I foråret klagede manden over sangerens larmende fester på alle tider af døgnet med det resultat, at han fik besked på at skrue ned for spektaklet.
Bieber og hans fartglade venner beskyldes også for vanvidskørsel i området uden hensyn til kvarterets mange legende børn.