Når anden, flæsestegen og risalamanden står på julebordet, er et ruskende vejr udenfor formentlig underlægningsmusik.
For selv om juleaftensdag lægger ud med mildt vejr, trækker det op ud på eftermiddagen, lyder det fra Michael Skelbæk, vagthavende meteorolog ved DMI.
- Det starter stille og roligt med stort set tørt vejr og sporadisk solskin. Der er heller ikke meget vind, men det ændrer sig i løbet af eftermiddagstimerne. Her vil flere skyer trække ind over landet med småregn og tiltagende vind, siger han til Ritzau.
- Det er optakten til juleaften, som bliver en blæsende og våd omgang. Der kommer mere regn, og vi får frisk vind til kuling. Det er dog stadig mildt med syv til otte grader i løbet af dagen. Om aftenen stiger det faktisk en tand til ni grader, siger Michael Skelbæk.
I løbet af natten tiltager vinden yderligere, og ved vestkysten kan det blive op til hård kuling med vindstød af stormstyrke. Resten af landet vil kunne mærke en frisk vind til kuling fra vest og sydvest.
Trods blæsten venter en pæn dag fredag.
- 1. juledag bliver den pæneste af juledagene. Vi får alle lov til at se solen skinne. Der kan komme en enkelt lokal byge og skyer, men solen vil være dominerende. Vinden vil stadig være der, men den aftager i løbet af eftermiddagen, lyder det fra Michael Skelbæk.
Temperaturen kommer til at ligge på syv til otte grader.
Det våde vejr venter så for alvor, når vi tager hul på weekenden.
- 2. juledag skal man huske regntøjet, for der kommer faktisk en hel del regn. 10-20 millimeter rundt om i landet, så det bliver en regnfuld affære. Til gengæld bliver det knap så blæsende med let til frisk sydøstenvind, siger den vagthavende meteorolog.
Temperaturen vil formentlig falde til fem grader.
Midt på formiddagen bliver det opholdsvejr med mærkbar temperaturstigning til 10-11 grader. Det begynder i Sønderjylland og breder sig mod nord. Med varmen kommer vinden dog igen, lyder det fra DMI.
/ritzau/