Manchester United giver allerede tirsdag aften debut i startopstillingen til holdets nye stjernespiller Juan Mata, der netop er skiftet fra Chelsea.
Det sker på Old Trafford, hvor holdet møder Cardiff i Premier League. United er yderligere forstærket til kampen, da Robin van Persie får comeback i angrebet efter en skade.
Wayne Rooney kan også få comeback, men starter på bænken. Her sidder også den danske målmand Anders Lindegaard.
Hos Cardiff kommer manageren Ole Gunnar Solskjær på besøg på sin gamle hjemmebane, hvor han fejrede store triumfer som spiller. Nordmanden har ikke fundet plads til klubbens danske angriber, Andreas Cornelius, i truppen.
Hos topholdet Arsenal er der mulighed for dansk islæt på banen, da Nicklas Bendtner er med i truppen. Han starter dog på bænken ude mod Southampton.
Derbyet mellem Liverpool og Everton på Anfield bliver med sikkerhed uden dansk medvirken, da Liverpools Daniel Agger er udenfor med en skade.
/ritzau/