Jolie løfter dynen til sit og Pitts ægteskab

admin

9 år siden

|

09/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I "Mr. og Mrs. Smith" spillede Angelina Jolie og Brad Pitt to lejemordere, der forelskede sig i hinanden, og minus lejemorder-hvervet blev filmens handling til virkelighed for parret, der blot en måned efter Pitts separation fra "Venner"-skuespillerinden Jennifer Aniston stod frem med Jolie.

Snart gentager Jolie og Pitt affæren på filmlærredet i "By the Sea", hvor de spiller et ægtepar, der forsøger at redde stumperne af forholdet, men modsat den foregående film er der ikke meget virkelighed i den nye.

- Brad og jeg har problemer, og vi skændes lige som alle andre par. Der er dage, hvor vi driver hinanden fuldstændig til vanvid og har brug for plads, men problemerne i filmen er ikke de samme som vores private, understreger hun til The Telegraph.

- Det er meget anderledes at arbejde sammen nu end dengang, vi mødtes, fordi vi var så unge, og vi heller ikke rigtigt kendte hinanden på det tidspunkt, siger den Oscar-vindende "Girl, Interrupted"-stjerne.

I dag er den 40-årige skuespillerinde fuldstændig uadskillelig fra det 51-årige Hollywood-hunk, og efter ni års forhold giftede parret sig sidste år i Frankrig, hvor den nye film finder sted.

- Der har været dage under indspilningerne, hvor vi var meget bekymrede, og det hele var ret hårdt, men inden havde jeg bedt Brad om at stole på mig, være åben og give mig så meget af sig selv og sine følelser som muligt, siger Jolie, der både medvirker i og instruerer "By the Sea".

- Det underligste ved indspilningerne var skænderi- og sexscenerne. Det var meget bizart at fortælle ham, at han skulle være mere aggressiv over for mig. Det føltes skizofrent for alle på settet, fortæller filmdivaen.

- Da vi endelig kom ud på den anden side af optagelserne, tænke vi, at det havde været verdens bedste bryllupsrejse, fordi filmens budskab er, at uanset hvad man går igennem, skal man ride stormen af og holde sammen. Brad og jeg holder sammen lige meget hvad.

"By the Sea" får dansk biografpremiere den 19. november.

/ritzau/FOKUS