Tilvæksten af job i USA er den kraftigste i to år, viser tallene for april. Der blev skabt 288.000 nye arbejdspladser uden for landbruget, oplyser det amerikanske arbejdsministerium.
Det er betydeligt flere, end økonomerne havde forventet. Et estimat fra Bloomberg News lød på 218.000 flere job.
Samtidig er den amerikanske ledighed faldet til sit laveste niveau siden september 2008. I april ligger ledighedstallet på 6,3 procent, mens det i marts lå på 6,7 procent.
- Antallet af ledige faldt markant med 733.000 personer, samtidigt med at arbejdsstyrken dog kunne vise et endnu større fald på 806.000 personer. Et andet knapt så positivt element var at lønvæksten viste sig flad over måneden i april, siger Rasmus Gudum-Sessingø, seniorøkonom i Handelsbanken.
Med til det positive billede hører også, at jobskabelsen i februar og marts er blevet opjusteret med sammenlagt 23.000 job.
- Vi er derfor forsat af den opfattelse, at opsvinget har slået solidt rod i verdens største økonomi, og at udviklingen er meget stærkere end indikeret af de svage tal for BNP væksten i første kvartal, som vi fik oplyst for nylig, siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.
Tore Stramer, der er chefanalytiker i Nykredit, siger, at tallet netop har været ventet med stor spænding, da det løfter sløret for, hvorvidt første kvartal meget skuffende BNP-vækst var en engangsforestilling som følge af det ekstraordinært kolde vejr.
- Dagens tal giver bestemt anledning til at drage et lettelsens suk. Samlet betyder det, at der gennemsnitligt er blevet skabt 238.000 job hver måned i perioden februar til april. Det er bestemt godkendt, siger Tore Stramer.
- Det er således også vores forventning, at opsvinget i USA igen kommer op i fart efter en sløj start på året. Det er bestemt godt nyt, ikke mindste for såvel Europæisk og dansk økonomi, der i øjeblikket kæmper for igen få positiv vækst i økonomien, siger han.
/ritzau/