Den militante islamistiske gruppe Nusra Fronten opfordrer til våbenhvile mellem fraktioner af den syriske opposition, som den seneste tid har bekriget hinanden i den nordlige del af landet.
Abu Omar al-Halibi, som er hærfører for den al-Qaeda-knyttede gruppe Nusra Fronten, beder alle islamistiske grupper om at stoppe kampene, som angiveligt har dræbt flere end 500 mennesker.
- Vi skal alle vende os mod vores vigtigste mål, nemlig at nedkæmpe styret og etablere en islamisk stat i Syrien, siger al-Halibi, som har base i Aleppo.
Appellen fra hærføreren kommer en uge efter, at Nusra Frontens øverste chef, Mohammed al-Jolani, bad en anden gruppe, Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL), om at indgå våbenhvile med rivaliserende grupper.
I byerne Aleppo og Idlib og andre steder i det nordlige Syrien er konflikten mellem moderate og rabiate islamister eksploderet.
Moderate er vrede over, at islamisterne forsøger at indføre sharia-lov og påtvinge befolkningen deres livssyn.
Flere end 100.000 mennesker har ifølge FN mistet livet, siden konflikten brød ud i foråret 2011. Flere millioner er drevet på flugt af den blodige krig.
En fredskonference for Syrien er planlagt til 22. januar i Geneve.
/ritzau/dpa