Jeppe Kofod efter omstridt tweet: Jeg er ked af det

admin

444 uger siden

|

21/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Europaparlamentariker Jeppe Kofod (S) skriver nu på sin Facebook-profil, at han gik over stregen i skænderiet mellem ham og Dansk Folkepartis Søren Espersen.

- Gik jeg, i min vrede og indignation, selv over stregen som Espersen? Ja, det gjorde jeg, fordi min pointe ville gælde lige vidt, om jeg havde valgt det mindre sårende, men stadig uacceptable N-ord, skriver Jeppe Kofod.

- Men jeg valgte det mest sårende af ordene, og dermed tillagde jeg også Søren at mene den hårdeste betydning af ordet. Det er jeg både ærgerlig og ked over, fordi det fjernede fokus fra sagens kerne, tilføjer han.

Det sker med henvisning til et meget omdiskuteret tweet fra Jeppe Kofod, hvor Kofod skriver, at Espersen skulle have omtalt USA's præsident, Barack Obama, som "nigger".

Søren Espersen er formand for Udenrigspolitisk Nævn. Fredag meldte han afbud til en tur, nævnet har planlagt til USA til efteråret, fordi han mener, at sagen ville "komme til at overskygge det hele."

Hele sagen bunder i, at Søren Espersen i et interview med TV 2 sagde, at det var i orden at bruge betegnelsen "neger".

- Tag sådan en som Obama - hvad er han? Vi ved godt, hvad det drejer sig om. Man taler jo om den første neger i USA's præsidentembede, sagde Espersen.

Det fik Jeppe Kofod til tasterne. I et tweet formuleret på engelsk skrev han:

- DF Chair of Danish Parliament Foreign Policy Committee calls @BarackObama first nigger President. Scandal!

Søren Espersen er rasende over, hvordan Kofod har oversat hans ordvalg.

- Hvis man ikke kan forstå de to engelske udtryk "negroe" og "nigger", så er det, fordi man er meget, meget dårlig til engelsk.

Jeppe Kofod erkender, at skænderiet med Espersen ikke har været noget kønt syn.

- I de seneste dage har vi alle været vidne til dansk politik, når det er værst. Og jeg har været en af hovedpersonerne i miseren. Tonen har været både hård, uværdig og dybt personlig. Det har ikke været kønt – hverken at se på eller at være en del af, skriver han.

/ritzau/