Jan Magnussen: Button er den perfekte læremester

admin

|

28/03/2014

Dagens topnyheder

Kevin Magnussen er begunstiget af at have den erfarne Jenson Button som medkører på McLaren-holdet.

Det mener danskerens far, Jan Magnussen, der i 1990'erne selv fik en halv sæson i en Formel 1-bil og derfor kender vigtigheden af samspillet og konkurrencen mellem et holds to kørere

Det er blevet til 50 podieplaceringer for Jenson Button i hans 249 grandprix-løb, og englænderen vandt i 2009 verdensmesterskabet.

- Button er en god læremester. Det er perfekt makkerskab. De vil være gode for hinanden. Hvis Button kommer tæt på i et løb, så vil Kevin forsøge at køre lidt hurtigere, og det samme gælder for Button. Det er en ønskesituation for et team, siger Jan Magnussen.

I sæsonens første løb sluttede Kevin Magnussen foran sin 34-årige holdkammerat.

- Button ved jo godt, at det ikke er et spørgsmål om, at Kevin kommer ind på holdet og tæver ham med det samme. Sådan blev det i Australien. Men sådan vil det ikke være hele tiden, mener Jan Magnussen.

Jenson Button var hurtigere end Kevin Magnussen i begge fredagens træningsløb på Sepang-banen i Malaysia. Englænderen vandt løbet i 2009.

/ritzau/