Når truede vilde fugle og pattedyr skal beskyttes, er kortere jagtperioder for jægerne et udbredt middel til at komme den truede art til undsætning.
Problemet er bare, at det overhovedet ikke hjælper.
Det viser en omfattende analyse af 50 års ændringer i de danske jagttider sammenholdt med, hvad jægerne skød i samme periode.
Jægerne nedlægger med andre ord stort set samme antal fasaner eller rådyr bare i den kortere periode.
Analysen er lavet af seniorforsker Peter Sunde og seniorbiolog Tommy Asferg fra Aarhus Universitet som led i rådgivningen til Naturstyrelsen og Vildtforvaltningsrådet.
- Der har været en fejlagtig fornemmelse af, at det med at hakke nogle uger eller måneder af jagtsæsonen var et af de få instrumenter, man havde til at hjælpe en truet art i tilbagegang, siger seniorforsker Peter Sunde.
- Men åbenbart er de danske jagttider generelt tilstrækkeligt lange til, at jægere kan kompensere for indskrænkninger i den samlede jagttid ved at koncentrere deres indsats i den tilbageværende jagttidsperiode.
Omvendt øger jægerne så heller ikke deres samlede jagtindsats væsentligt, når de får tildelt længere jagttid på en bestemt art.
- Det er altså en pseudoforvaltning uden nogen effekt. Hvis man virkelig vil give en hånd til truede arter, så skal man finde på noget andetend jagttiden, siger Sunde.
Forskerne har analyseret 63 jagttidsændringer i årene 1957-2007 for 28 arter og jægernes indberettede udbytte over de 50 år til vildtudbyttestatistikken.
Analysen viser, at ændringerne generelt har haft minimal indflydelse på jægernes udbytte. Især når det gælder de stationære vilde dyr, der ikke trækker, er effekten ikke-eksisterende.
Ifølge formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen viser undersøgelsen, at længere jagtperioder så ikke truer vildtet.
De grønne organisationer mener tværtimod, man kan korte yderligere af jagttiden.
/ritzau/
