Onsdag den 28. november skulle et Boeing 737-800 fly fra det irske lavprisflyselskab Ryanair gennemføre en flyvning fra Bergamo Airport ved Milano med Billund Lufthavn som destination.
Flyet med rutenummer FR4722 lettede planmæssigt fra Bergamo Airport, men omkring 85 kilometer nordøst for den norditalienske lufthavn stoppede flyet pludselig opstigningen i en højde på 8.200 meter. Herefter gik flyet efterfølgende ned i en højde på 7.600 meter og satte en sydlig kurs direkte tilbage mod afgangslufthavnen. Få minutter senere blev kursen atter sat mod nord, hvorefter Ryanair-flyet fortsatte til marchhøjden på 11.600 meter. Omkring 90 minutter senere landede flyet i Billund Lufthavn, beretter check-in.dk.
Den italienske havarikommission ANSV har ifølge Aviation Herald indledt en undersøgelse for at fastslå, hvad der skete i cockpittet. Hændelsen karakteriseres som alvorlig og er rubriceret som "flight crew incapacitation", hvilket indikerer, at kaptajnen eller andenpiloten midlertidigt har været ude af stand til at styre flyet.