Italiensk landstræner risikerer retssag om matchfixing

admin

9 år siden

|

07/07/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den italienske fodboldlandstræner, Antonio Conte, risikerer at ende i en retssag anklaget for at være indblandet i matchfixing i 2011.

Det rapporterer det italienske nyhedsbureau Ansa.

Det er den offentlige anklager i Gremona, der vil have Antonio Conte på bænken foran en dommer i det italienske retssystem ved en høring. Her skal det så afgøres, om de indsamlede beviser er stærke nok til at indlede en retssag i Italien, der involverer Antonio Conte og 103 andre personer.

Den 45-årige træner har ifølge den offentlige anklager deltaget i at fixe kampresultater i 2011, da han stod i spidsen for Siena i Serie B.

Hele matchfixing-skandalen involverer kampe i den næstbedste og tredjebedste italienske fodboldrække samt i nogle pokalkampe.

Ud over Antonio Conte risikerer også den nuværende Udinese-træner, Stefano Colantuono, en decideret retssag, da han også skal møde op og besvare spørgsmål under ed.

Antonio Conte har tidligere afvist alle anklager.

Det italienske fodboldforbund (FIGC) har i samme sag også foretaget deres egen undersøgelse, og i den forbindelse modtog Antonio Conte i 2012 en karantæne.

Den var i første omgang på 10 måneder, men blev senere nedsat til fire måneder.

Tidligere har over 50 spillere modtaget karantæner fra forbundet, og klubberne Atalanta og Siena har fået fratrukket point fra FIGC.

/ritzau/