Mens løbets samlede favoritter tog det roligt, triumferede den italienske Cannondale-rytter Alessandro De Marchi på fredagens 169 kilometer lange 7. etape af Vuelta a Espana.
Italieneren kørte alene i mål efter mere end tre timer i udbrud, hvor han først sad sammen med tre andre ryttere og de sidste kilometer var mutters alene i den spanske hede.
De Marchi, der i Tour de France tidligere på sommeren var involveret i flere ambitiøse udbrud, fik dermed endelig belønning for sit hårde slid og tog karrierens hidtil største sejr.
Italieneren sad først sammen med Ryder Hesjedal (Garmin), Hubert Dupont (AG2R) og Johann Tschopp (IAM), men 15 kilometer før mål havde han rystet dem alle af og kunne køre mod målstregen i Alcaudete i ensomhed.
Medvirkende til triumfen var, at en ellers velkørende Hesjedal styrtede på den sidste nedkørsel og blev sat yderligere tilbage, da hans cykel blev kørt over af en motorcykel.
I mål var De Marchi 1,32 minut foran Hesjedal, der førte den slagne trio i mål.
Hovedfeltet med alle klassement-favoritterne halede pænt ind på udbryderne på de sidste kilometer, men var godt to minutter efter De Marchi i mål.
I det samlede regnskab var der ingen forskydninger i top-tre, hvor Alejandro Valverde (Movistar) fører foran holdkammeraten Nairo Quintana og Alberto Contador (Tinkoff-Saxo).
Men på fjerdepladsen vandt Chris Froome (Sky) tre sekunder på en slutspurt og er nu kun et sekund efter Contador.
/ritzau/