It-folk vil beskyttes af navneforbud i bestikkelsessag

admin

437 uger siden

|

01/07/2016

Dagens topnyheder

En stor gruppe offentligt ansatte, der er sigtet i en omfattende sag om bestikkelse, vil fredag bede en dommer om at beskytte deres navne.

I sidste uge blev 27 tidligere og nuværende it-folk præsenteret for en sigtelse for bestikkelse. Og det er knap halvdelen af dem, der nu håber på at blive beskyttet af et navneforbud.

Det fortæller advokat Peter Trudsø, der er forsvarer for syv af de sigtede.

- Sagen er på et meget indledende stadie, og jeg tror, det ender med, at den bliver opgivet. Jeg stiller mig tvivlende over for, om det ender med en domfældelse, siger advokaten.

Politiet mener, at it-folkene gennem deres arbejde i eksempelvis Rigspolitiet, DSB og Udenrigsministeriet har fået elektronisk udstyr af it-selskabet Atea i strid med reglerne for gaver til offentligt ansatte.

Også fem ansatte i Forsvaret er sigtet for bestikkelse. Men her står Forsvarets egen anklagemyndighed, Auditørkorpset, for efterforskningen.

Værdien af udstyret til de 27 har varieret i størrelse, men har ifølge Bagmandspolitiet typisk været på mellem 4000 kroner og 50.000 kroner. Gaverne er eksempelvis modtaget i forbindelse med handler med Atea.

Advokat Peter Trudsø understreger imidlertid, at mistanken i sig selv er ganske voldsom for hans klienter. Derfor vil offentlig gengivelse af deres navne efter hans mening være helt ude af proportioner.

- Det er nogle pæne og ordentlige mennesker med fast arbejde og en ren straffeattest. Det er ret indgribende at blive sigtet for bestikkelse. Samtidig er det vigtigt at understrege, at det forhold, at man er sigtet, ikke betyder, at man dermed er skyldig, siger advokaten.

Det er Retten i Glostrup, der skal behandle spørgsmålet om navneforbud. Efter planen starter retsmødet klokken 13.

Ud over sine egne syv klienter møder Peter Trudsø på vegne af to kolleger, der ikke selv har mulighed for at repræsentere deres klienter.

/ritzau/