Israel: al-Qaeda har baser i Tyrkiet

admin

|

29/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere militante al-Qaeda-folk er rejst til Syrien for at slås fra baser i Nato-landet Tyrkiet.

Terrorister fra den militante islamiske bevægelse kan med lethed rejse fra Tyrkiet til lande i Europa.

Meldingen kommer fra generalmajor Aviv Kochavi, der er chef for Israels militærs efterretningstjeneste.

På en sikkerhedskonference på tænketanken Institut for Nationale Sikkerhedsstudier i Tel Aviv i Israel har han præsenteret deltagerne for et kort over Mellemøsten, hvor de steder, hvor al-Qaeda er til stede, er mærket ind.

På kortet er der tre mærker i Tyrkiet.

En talsmand for Tyrkiets udenrigsministerium har ikke umiddelbart kommentarer til efterretningschefens oplysninger.

Men Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets premierminister, har gentagne gange afvist, at Tyrkiet giver ly eller støtte til al-Qaeda-grupper.

Kochavi afviste efter sin fremlæggelse at gå i detaljer over for nyhedsbureauet Reuters med antal af al-Qaeda-terrorister i Tyrkiet.

Men hans talskvinde sagde, at de tre prikker i Tyrkiet viste styrke og placering for den islamiske milits.

De tre steder i Tyrkiet så ud til at være i provinserne Karaman, Osmaniye og Sanliurfa. Størrelsen på prikkerne var omkring det halve af et punkt i Egyptens Sinai-ørken, hvor der ifølge Kochavi er omkring 200 al-Qaeda-militsfolk.

- Syrien breder konflikten til hele regionen. De tre mærker på kortet i Tyrkiet er ikke en fejl eller geografisk kunst, og der er kun en kort vej til Europa, lød det fra Kochavi på konferencen.

/ritzau/Reuters