Israel advarer Assad mod at hjælpe terrorelementer

admin

|

19/03/2014

Dagens topnyheder

Israel advarer onsdag den syriske præsident Bashar al-Assads regime om, at det vil komme til at betale en høj pris for at hjælpe militante grupper, der er opsat på at angribe den jødiske stat.

- Vi betragter Assad-regimet som ansvarlig for, hvad der sker under dets myndighed, og hvis det fortsætter med at samarbejde med terrorelementer, der er ude på at skade Israel, så vil vi lade regimet betale en høj pris, siger Israels forsvarsminister Moshe Yaalon.

Udtalelserne faldt kort efter, at det israelske flyvevåben havde bombet militære mål i Syrien.

Syriske styrker er støttet af krigere fra Hizbollah i deres kamp mod de oprørere, der forsøger at vælte den syriske præsident. Hizbollah er en magtfuld shiamuslimsk bevægelse, der kæmpede mod Israel i et blodigt opgør i en krig i 2006.

Luftangrebene, der fandt sted 12 timer efter, at fire soldater, som patruljerede på den israelske side af våbenhvilelinjen, blev såret af en vejsidebombe. En af dem blev alvorligt såret.

- Vi vil ikke finde os i nogen overtrædelser af vores suverænitet eller angreb på vores soldater eller indbyggere. Vi vil reagere med beslutsomhed og magt mod enhver, der handler imod os, hedder det i en erklæring fra Yaalon.

- Det vil ske når som helst og hvor som helst, som vi har gjort det i nat. Enhver, der forsøger at skade os, tager skæbnen i sine egne hænder, understreger han i erklæringen.

/ritzau/AFP