Den 21 november fødte isbjørnehunnen Ilka i Skandinavisk Dyrepark ved Kolind midt på Djursland tvillinger. Ungerne er nu syv uger gamle og fulde af liv.
- Det er dejligt, at det endeligt er lykkedes for Ilka at opfostre et par unger. Hun har et meget stærkt moderinstinkt og passer ungerne efter alle kunstens regler. Det er utroligt dejligt at se, siger direktør Frank Vigh-Larsen.
Ilka har tidligere mistet unger, fordi hun ikke kunne producere mælk til dem. Det var dette problem, der sidste år førte til, at isbjørneungen Siku blev opflasket af personale i dyreparken.
- Da Ilka fødte denne gang, var vi forberedt på, at der igen kunne være problemer med hendes mælkeproduktion. Vi prøvede derfor at stimulere hendes mælkeproduktion med medicin. Det er første gang i verden, at det er lykkedes, så vi er helt euforiske, fortæller Frank Vigh-Larsen.
Isbjørnetvillingerne er nu syv uger gamle, og de ser ud til at stortrives. På video fra fødehulen kan dyreparkens personale dagligt se ungerne vokse sig store og stærke. De har fået øjne, og de bevæger sig sikkert rundt i fødehulen, mens Ilka tålmodigt holder øje med de to små vattotter.
Når Skandinavisk Dyrepark starter sæsonen den 26 april, kan gæsterne se tvillingerne slå sig løs i det kæmpestore isbjørneanlæg.