Irv Gordon og hans Volvo 1800S nåede deres mål om at køre tre millioner mil den 18. september. Det svarer til at mand og bil har kørt 4.828.000 kilometer eller 120 gange rundt om jorden. Det magiske kilometertal blev nået i Alaska, nærmere bestemt i en landsby ved navn Hope, og rekorden blev helt bevidst sat i den eneste stat, Irv og hans berømte bil endnu ikke havde besøgt.
- Det var såmænd helt udramatisk. Vi kørte derudad, og jeg holdt øje med kilometertælleren for ikke at gå glip af det magiske øjeblik, fortæller Irv Gordon.
Klokken 4 om eftermiddagen den 18. september skiftede kilometertallet, og Irv og hans Volvo havde endelig nået de tre millioner mil.
- Men det har ikke bare drejet sig om 3 millioner mil; det har lige så meget været de ture, der bragte mig dertil, og alt det, jeg har oplevet undervejs. Jeg har aldrig haft et mål, der hed en million eller to millioner. Jeg kan bare godt lide at køre og opleve livet ved hjælp af min Volvo, lyder det fra bilejeren.
Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med
Irv købte sin Volvo 1800S en fredag i 1966, og det var kærlighed ved første øjekast. Han kunne simpelthen ikke holde op med at køre i den. Efter den første weekend kørte han bilen tilbage til forhandleren for at få udført 1.500 mil-service (2.414 kilometer).
Med et kørselsbehov på godt 200 kilometer om dagen, oprigtig kærlighed til det at køre bil og et fanatisk syn på vedligeholdelse lykkedes det Gordon at runde 500.000 mil på ti år.
I 1987 fejrede han den første million kørte mil med et smut rundt om Tavern on the Green i Central Park, og i 2002 var det Times Square, der under stor medieopmærksomhed lagde asfalt til million nummer to.
Inden den tredje million blev bilen transporteret i en lukket lastvogn til Alaska, og Irv selv fulgte efter i fly. Få dages kørsel bragte kilometertælleren tættere til det magiske tal, og motorvejen til den smukke Seward halvø blev udset til at lægge vejbane til begivenheden.
Aldrig før har én bil med samme mand bag rattet tilbagelagt tre millioner mil, og verdensrekorden er optaget i Guiness Book of Records.
Se billederne af Irv Gordon og hans Volvo 1800S herunder: