FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har inviteret Iran med til første dag af de kommende syriske fredsforhandlinger.
Det rapporterer de internationale nyhedsbureauer natten til mandag dansk tid.
Ban Ki-moon siger, at det iranske styre har lovet at spille en "positiv og konstruktiv rolle", hvis det blev bedt om at deltage. Nyhedsbureauet AP rapporterer, at iranerne har sagt ja til invitationen.
Men en af de vigtigste oppositionsgrupper, Syriens Nationale Koalition, truer nu med at blive hjemme fra fredsforhandlingerne i Schweiz, hvis FN-chefen altså ikke trækker sin invitation til Iran tilbage.
- Den syriske koalition meddeler, at den ikke vil møde frem til Genève II, medmindre at Ban Ki-moon tilbagekalder Irans invitation, lyder det fra oppositions-talsmand Louay Safi på Twitter.
USA siger, at den iranske invitation skal annulleres - undtagen hvis det iranske styre offentligt udtrykker støtte til 2012-aftalen om en syrisk overgangsregering.
Den stort anlagte, internationale fredskonference om borgerkrigen i Syrien ventes at begynde på onsdag, den 22. januar, i byen Montreux, der ligger på den schweiziske side af Genève-søen. To dage senere flytter konferencen til Genève.
FN håber, at konferencen, der har fået navnet Genève II, kan føre til, at man får indsat en politisk overgangsregering i Syrien.
Det syriske regime har for nylig i et brev til Ban Ki-moon slået fast, at dets fokus på konferencen vil være at "bekæmpe terrorister".
Iran spiller en betydende rolle i den syriske konflikt - blandt andet i kraft af sine våbenleverancer til styret i Damaskus. Sammen med Rusland er Iran en af præsident Assads vigtigste støtter.
USA har tidligere forment Iran adgang til de kommende fredsforhandlinger, da landet ved den seneste konference i Genève ikke skrev under på en central del af en rammeaftale.
Her gøres det klart, at en fremtidig syrisk regering skal dannes med gensidig forståelse mellem de nuværende magthavere og oppositionen. Den del af aftalen tolkes af amerikanerne som om, at Assad ikke kan forblive ved magten.
Forholdet mellem Washington og Teheran er på det seneste tøet gevaldigt op, efter at Hassan Rouhani er tiltrådt som iransk præsident.
Den blodige borgerkrig i Syrien, der har kostet flere end 100.000 mennesker livet og sendt millioner på flugt, har stået på siden foråret 2011.
/ritzau/Reuters