Iran i Genève: Atomaftale er betinget af sanktionsløft

admin

9 år siden

|

02/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En aftale om Irans atomprogram kan afsluttes i denne uge, hvis USA og andre vestlige lande har tilstrækkelig politisk vilje og er enige om at fjerne sanktionerne, siger den iranske udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, mandag.

Dermed stiller han et løft af sanktionerne som betingelse for en endelig aftale.

Udtalelserne kommer på et møde i FN's Menneskerettighedsråd, UNHCR, i den schweiziske by Genève.

- Vi bevæger os fremad, og vi har gjort fremskridt siden sidste gang. Hvis der er politisk vilje til at acceptere, at en aftale og sanktioner ikke passer sammen, så kan vi lande en aftale denne gang, siger Zarif forud for samtaler med USA.

Samtalerne mellem den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og Zarif er en del af forhandlingerne i den såkaldte P5+1-gruppe.

I årevis har Iran og verdens stormagter forhandlet om en aftale for det iranske atomprogram. Stormagterne i P5+1-gruppen forsøger med forhandlingerne at forhindre Iran i at udvikle atomvåben, mens Irans mål er at få ophævet sanktioner.

Zarif siger, at Iran er villig til at strække sig, "så langt vi kan" i forhandlingerne om landets omstridte atomprogram.

John Kerry siger, at forhandlingerne skrider fremad, men at der er lang vej igen, og "uret tikker".

Iran har tidligere afvist, at landet er gået med i forhandlingerne for at slippe ud af sanktioner. Men stiller alligevel et løft som betingelse.

- Vores forhandlingspartnere, særligt de vestlige lande og i særlig grad USA, er nødt til én gang for alle at forstå, at sanktioner og en aftale ikke går hånd i hånd.

- Hvis de vil have en aftale, skal sanktionerne fjernes. Vi mener, at alle sanktioner skal løftes, siger Zarif.

Fristen for en politisk rammeaftale er 31. marts, mens en egentlig aftale med de tekniske detaljer skal være klar til juli.

/ritzau/