Iraks hær gør klar til storm på Falluja

admin

10 år siden

|

01/02/2014

Dagens topnyheder

De irakiske sikkerhedsstyrker er i gang med at lægge de sidste planer, inden de indleder en storm på byen Falluja i den vestlige provins Anbar i Irak.

Falluja og byen Ramadi, en anden by i provinsen, blev den 1. januar løbet over ende af militante islamister fra gruppen Iraks og Levantens Islamiske Stat (Isil).

Siden har regeringsstyrker generobret det meste af Ramadi, men Falluja er stadig på de islamiske oprøreres hænder.

Det skal slutte nu, siger højtstående irakiske sikkerhedskilder og soldater.

Klokken 18 søndag lokal tid rykker Iraks hær ind i Falluja.

Hæren har holdt Falluja omringet, siden islamisterne erobrede den, og soldaterne har med jævne mellemrum bombarderet den.

Den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, er også øverstkommanderende for militæret, og han har holdt igen med et angreb på byen for at give lokale stammefolk mulighed og tid til at smide militsfolkene fra Isil, der sættes i forbindelse med al-Qaeda, ud.

Men der er nu truffet beslutning om at gennemføre et stormangreb søndag aften, hvis militsen ikke har trukket sig forinden.

- De har fået tid nok til at træffe deres valg, siger en højtstående sikkerhedskilde.

Kilden siger videre, at Anbars guvernør har sendt en besked til de militante - en sidste advarsel.

De, der vil forlade byen, kan frit gøre det, og de, der vil nedlægge deres våben, får amnesti.

- Det er en klar besked. Vi har tilbudt dem at forlade byen og være en del af den nationale forsoning. Men alle, der insisterer på at bekæmpe vore styrker, vil blive regnet for en militant fra Isil - om han så er det eller ej, forklarer sikkerhedskilden.

Kommer det til et angreb, vil det ikke være første gang, at Falluja er skueplads for kampe i gaderne.

Falluja var også en af de byer, hvor de amerikanske soldater måtte kæmpe hårdt mod oprørere, efter at amerikanerne og deres allierede invaderede Irak i 2003.

/ritzau/Reuters