Investorerne i rederi- og oliekoncernen A.P. Møller - Mærsk har tilsyneladende ikke været helt tilfredse med resultaterne for 2013, som er blevet præsenteret torsdag.
På den københavnske fondsbørs falder koncernens B-aktie med omkring tre procent til en værdi af 64.150 kroner kort tid efter, at børsen er åbnet klokken ni.
A.P. Møller - Mærsk har ellers kunnet præsentere resultater for 2013, der viser, at selskabet fortsat er godt kørende, og at flere af resultaterne i det forgange år endda viste sig bedre end ventet, lyder vurderingen hos analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.
- På de vigtigste områder er det bedre end forventet med Maersk Line i spidsen, siger Jacob Pedersen Ritzau Finans.
Analytikeren henviser dermed til koncernens container-division, Maersk Line, der er den klart tungeste division hos konglomeratet.
- 2014-prognosen er lidt let, men det er ikke noget, der ændrer på billedet af, at Mærsk er i ganske stor fremdrift. De udfordringer, der er, var vi godt klar over i forvejen, siger Jacob Pedersen.
For 2014 venter rederi- og oliekoncernen at ramme nogenlunde samme niveauer i forhold til de overordnede resultater, som det viste sig tilfældet i 2013.
/ritzau/