Integrationsydelserne er næsten fordoblet på et år

admin

454 uger siden

|

11/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er kommet markant flere på integrationsydelse. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

I december var der 18.200 modtagere af integrationsydelse i Danmark, en stigning på 8200 eller over 80 procent i forhold til i december 2014.

- I december 2015 modtog 11.500 mænd og 6800 kvinder integrationsydelse.

- Mænd udgjorde således omkring tre ud af fem modtagere af integrationsydelse, og på trods af en stor stigning i antallet af modtagere har denne fordeling mellem mænd og kvinder været stabil siden januar 2013, skriver Danmarks Statistik.

Den særlige integrationsydelse blev indført 1. september 2015. Den erstattede ydelsen "kontanthjælp til flygtninge". Tallet dækker over begge disse ydelser.

For kontanthjælpsydelser generelt er antallet af modtagere steget marginalt med 1,2 procent til 175.178 personer.

- Set i lyset af niveauet for antallet af jobåbninger og nyopslåede stillinger burde der have været kontanthjælpsledige, der havde forladt ledighedskøen til fordel for et job, skriver arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv Peter Halkjær i en kommentar.

Det skyldes ifølge Dansk Erhverv, at "den økonomiske gevinst for en kontanthjælpsmodtager, der får et arbejde, er relativt lille". Derfor glæder man sig over kontanthjælpsreformen.

Af de 175.178 personer, der modtager kontanthjælpsydelser, beskrives 37.962 som jobparate og 3524 som "åbenlyst uddannelsesparate".

- Resten – de såkaldt aktivitetsparate - slås ofte med andre problemer end ledighed. Regeringen har indført et kontanthjælpsloft, som rammer både jobparate og ikke-jobparate kontanthjælpsmodtagere, skriver cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørksted i en kommentar og fortsætter:

- Vejen frem er ikke at skære i ydelserne. Eneste effekt af regeringens politik er at gøre folk fattigere - herunder børn.

/ritzau/