Inger Støjberg fremlægger ny asylreform fredag

admin

|

29/06/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er ingen tvivl om, at Inger Støjberg, der mandag overtog Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, kommer på en udfordrende opgave, når hun skal forhandle en ny asylreform på plads.

Allerede fredag er der lagt op til, at den nye minister fremlægger et lovforslag på asylområdet, men hvem reformen får betydning for, er endnu ikke forhandlet på plads.

- Der er ingen tvivl om, at jeg har en opgave med at få enderne til at nå sammen. Udlændingeområdet fylder meget i mange partier Men vi skal kunne følge med asyl- og flygtningestrømmen, og det kan vi ikke i dag, siger Inger Støjberg, da hun havde skålet med den afgående minister Carsten Hansen (S).

- Ministeriet er vokset, og jeg har derudover raget fire andre områder til mig. Det giver god mening, men der er nok at tage fat på.

Venstre har under valgkampen bebudet en mere kontant linje over for flygtninge og indvandrere, der skal gøre det mindre attraktivt at komme til Danmark.

- De mennesker, der kommer hertil skal behandles ordentligt og godt, men når man kommer til danskernes land, skal man respektere de værdisæt, som generationer før os har grundlagt.

- Men jeg forlanger ikke, at man skal spise noget bestemt, eller tro noget bestemt - tværtimod. Vi har grundlagt et fundament af frihedsrettigheder, og det, jeg siger, er, at man ikke kan slå hul i det fundament, men man kan bygge sit liv oven på fundamentet.

Af den afgående minister Carsten Hansen(S) fik Inger Støjberg et par arbejdshandsker, så hun kan tage fat og et høreværn, hvis larmen bliver for højlydt - for eksempel i biografen.

- Jeg vil blive ved med at tage debatten, for jeg mener, at det er sådan, at man skal sige tingene, som de er, og jeg tror ikke på, at man løser ret mange opgaver ved ikke at tale.

Inger Støjberg kvitterede for gaven med en udgave af H.C. Andersens Eventyr.

- H.C. Andersen passer godt til dig. Dit liv har på mange måder været et eventyr, og du har selv skabt handlingen.

Da den tidligere regering kom til magten i oktober 2011, blev Integrationsministeriet nedlagt, og ressortområderne overgik til andre ministeriet. Nu er de så tilbage i det nye Udlændinge-, Integrations- og Boligministerium.

/ritzau/