Wolfsburg har sat kursen mod 1/8-finalerne i fodboldens Champions League.
Onsdag aften vandt den tyske klub 2-0 ude over russiske CSKA Moskva, og Wolfsburg topper - i hvert fald i et par timer - gruppe B med ni point for fem kampe.
Nicklas Bendtner blev skiftet ind fire minutter før tid, men det var en anden indskifter, der stjal overskrifterne
André Schürrle blev den store helt med to målgivende aktioner i kampens sidste halve time.
Den tyske verdensmester blev skiftet ind efter 61 minutter, og cirka fem minutter senere sendte han Wolfsburg på 1-0 med en afslutning, der dog i første omgang er blevet takseret som et selvmål.
Kort før tid lukkede Schürrle kampen med 2-0-scoringen.
Med fire point for fem kampe har CSKA Moskva udspillet sin rolle i forhold til at blive blandt de to bedste hold, der går videre til 1/8-finalerne.
Det var småt med chancer i første halvleg, men efter 25 minutter afsluttede Alan Dzagoev forbi mål for CSKA Moskva.
12 minutter før pausen kom hjemmeholdet meget tæt på scoring, da Ahmed Musa sendte bolden i sidenettet.
I anden halvleg var hjemmeholdet toneangivende, men Maximilian Arnold fik tidligt i halvlegen dog fyret et godt skud af, som Igor Akinfeev i CSKA-målet reddede.
Efter cirka en times spil brændte det for alvor på omkring gæsternes mål, da Zoran Tosic sendte bolden på stolpen.
Det så ud til, at Wolfsburg skulle kæmpe hårdt for at få et point med hjem, men så scorede André Schürrle nærmest ud af det blå.
En lang diagonalaflevering blev sendt frem mod den tidligere Chelsea-spiller, der udnyttede tøven i CSKA-forsvaret til at komme fri til en afslutning.
Den burde Igor Akinfeev dog have afværget, men den mangeårige CSKA-målmand fik fumlet bolden over stregen og blev altså noteret for et selvmål.
Kort før tid lukkede André Schürrle kampen med en afslutning, som Akinfeev ikke kunne gøre noget ved.
Nicklas Bendtner nåede også at ramme ydersiden af stolpen kort før slutfløjtet.
Senere onsdag aften tager engelske Manchester United imod hollandske PSV Eindhoven.
United har syv point for fire kampe, mens PSV har seks point for samme antal kampe.
/ritzau/