Det er ganske opsigtvækkende, at den danske vindmøllekoncern Vestas fredag aften kunne berette, at virksomhedens frie cash flow kan opjusteres til knap 7,5 milliarder kroner fra tidligere 3,7-5,2 milliarder.
Det mener Jacob Pedersen, analytiker ved Sydbank.
- Det er ekstremt positivt. Det viser, at de tiltag, man laver, de kaster det rigtige af sig - at man får nedbragt gælden yderligere. Og så er det et vidnesbyrd om, at Vestas er væsentligt bedre kørende end det, mange - i hvert fald tidligere - har forventet.
- Det er en klar understregning af, at alle de ting, der er sat i søen, de bliver eksekveret på meget flot vis, siger analytikeren.
Vestas endte mandag på det førende danske aktieindeks, C20 Cap, som topscorer med en stigning på 5,5 procent, så en vindmølle-aktie nu kan købes for 186,10 kroner.
- Først og fremmest skyldes det flotte resultat effektiviseringer i form af afskedigelser, i form af fabrikslukninger, i form af frasalg, siger Jacob Pedersen.
- Der har igennem hele året været meget stort fokus fra investorerne på netop det her cash flow, fordi Vestas for et års tid siden var et selskab i krise, så man ville gerne se et lavere gældsniveau. Det er meget stærkt, at man kommer med det her.
- Ved indgangen af året (2013, red.) var det et vitalt målepunkt for Vestas, påpeger analytikeren.
Den jyske vindmøllekoncern har imidlertid været godt kørende i et længere stykke tid.
Således vandt Vestas prisen for Årets Aktie 2013 i Danmark for en kursstigning over året på hele 400 procent.
Nytårsaftensdag landede koncernen desuden ordrer om levering af vindmøller i såvel Indien som Tyskland.
/ritzau/