Efter 33 år med rock'n'roll, stort hår og powerballader siger Mötley Crüe nu farvel og tak.
Det meddelte de aldrende rockere på et pressemøde i Hollywood tirsdag. Det skriver MSN Entertainment.
Efter en sidste koncertturné med rockkollegaen Alice Cooper, lægger bandmedlemmerne, Vince Neil, Mick Mars, Nikki Sixx og tidligere hr. Pamela Anderson, Tommy Lee, instrumenterne på hylden - i hvert fald som band.
- Vi vil stoppe, mens vi er på toppen og efterlade en arv. Der kommer ikke flere koncerter efter den her. Dette er den endelige turné, sagde sanger Vince Neil på tirsdagens pressemøde.
Bandet, som har eksisteret siden 1981, vil udgive et sidste album, inden de begiver sig ud på turné. Fans skal dog ikke sætte næsen op efter nyt materiale fra det Mötley Crüe, som de kender fra de tre sidste årtier. Derimod bliver det et countryalbum, hvor andre kunstnere optræder med coverversioner af bandets sange.
Og fansne skal heller ikke gøre sig nogen forhåbninger om, at fremtiden byder på en gendannelse af Mötley Crüe.
Bandet er nemlig så opsatte på at gøre den kommende farvelturné til den sidste, at samtlige bandmedlemmer har underskrevet en kontrakt, der forpligter dem til aldrig at turnere sammen igen.
Fans af Mötley Crüe kan opleve Vince, Neil, Nikki, Mick og Tommy for allersidste gang, når bandet begynder deres amerikanske turné den 2. februar.
Newspaq