Hvert tredje danske selskab kører med underskud

admin

10 år siden

|

15/01/2014

Dagens topnyheder

Tager man tre selskaber, kører det ene med underskud. Samlet svarer det til, at omkring 68.000 selskaber er kommet med et årsregnskab med underskud i 2013. Men trods det store tal er det et fald på cirka 11.000 selskaber sammenlignet med 2012.

Det viser en undersøgelsen fra FSR - danske revisorer og Experian. Undersøgelsen laves fire gange om året og bygger på en gennemgang af de cirka 190.000 danske selskabers senest registrerede årsregnskaber.

- Vi kan se, at andelen af selskaber med underskud er faldet kraftigt over de seneste fire år, siger erhvervspolitisk direktør hos FSR - danske revisorer, Tom Vile Jensen.

- Vi skal helt tilbage til opgørelsen i 2008, da kun 28 procent af selskaberne havde underskud, for at finde en lavere andel af selskaber med underskud. Det er en positiv udvikling, som vi håber fortsætter ind i 2014, siger han.

I januar 2010 toppede andelen af selskaber med underskud. Her lå tallet på 46 procent.

Samtidig med, at det går bedre i dansk erhvervsliv, kan flere selskaber lægge mere til side og polstre sig. Og andelen af selskaber, hvor egenskaben er negativ eller under lovens mindstekrav til indbetalt startkapital, falder også.

Samlet har omkring hver fjerde af selskaberne såkaldt "angrebet egenkapital", viser undersøgelsen. Det er et fald på 0,8 procentpoint i forhold til året før.

- Andelen af selskaber med angrebet egenkapital er faldet tre år i træk, så der er positive tegn at spore, siger Tom Vile Jensen.

- Med den positive udvikling i overskud er der gode muligheder for, at vi i løbet af 2014 vil se et større fald i antallet af selskaber med angrebet egenkapital, og det er selvfølgelig positivt, siger han.

Det er hoteller og restaurationsvirksomheder, hvor man finder flest selskaber med både angrebet egenkapital og underskud - 33 procent

Landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri er den branche, hvor færrest selskaber har både underskud og angrebet egenkapital - 14,5 procent.

/ritzau/