Ord som stormflod, kuling, middelvind og orkanstyrke flyver rundt om ørerne på os, når vejrværterne fortæller os om vejret.
Her kan du blive klogere på, hvad meteorologernes vejrbegreber betyder.
* Vindhastighed: Vindens hastighed måles i dag med instrumenter placeret i en 10 meter høj mast. Her måler man både vindens hastighed og retning. Hastigheden måles som et gennemsnit gennem ti minutter.
* Beaufort-skalaen: En skala, der inddeler vindens hastighed og styrke i 13 trin. 12 er orkan, 10 er storm, mens 7 er hård kuling.
* Kuling: Er en betegnelse for kraftig blæst og kan inddeles i stiv kuling, hård kuling og stormende kuling. Ved stiv kuling bevæger større træer sig, og det er hårdt at gå i modvind.
* Storm: Er en blæst, der er kraftigere end kuling. Kigger man på beaufort-skalaen inddeler man det i storm og stærk storm. Ved storm kan træer rives op, og der kan komme alvorlige skader på huse. Stormens vindstyrke ligger mellem 25-33 m/s.
* Orkan: Er den højeste vindhastighed. Betegnelsen orkan bliver brugt i mange sammenhænge, men helt simpelt er den defineret med en vindhastighed på over 33 m/s, svarende til 120 km/t.
* Stormflod: Når vinden når op omkring stormende kuling, kan vandstanden stige så meget, at landområder bliver oversvømmet. Så er der stormflod.
* Middelvind: Er den gennemsnitlige vindstyrke målt inden for ti minutter.
* Vindstød: Afvigelser fra middelvindhastigheden på højst et minut.
Kilde: DMI.
/ritzau/