Hundreder vil sige farvel til terrormistænkt ung mand

admin

9 år siden

|

20/02/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Flere hundrede unge mænd klædt i store dynejakker og med ansigterne dækket til var fredag eftermiddag i småregn samlet ved en grav på den muslimske begravelsesplads i Brøndby.

De var kommet for at sige farvel til Omar Abdel Hamid El-Hussein, der menes at stå bag weekendens terrorhandlinger i København, hvor to mennesker blev dræbt, inden politiet tidligt søndag morgen tog livet af den 22-årige El-Hussein.

Den terrormistænktes hvide kiste ankom omkring klokken 14.20 i en sort rustvogn.

En halv time senere blev graven dækket til, og et tyndt lag blomster blev fordelt over graven.

- Hvis han gjorde det her, håber jeg, at han bliver tilgivet, siger en ung mand på vej væk fra ceremonien.

Op mod halvdelen af de omtrent 500 deltagere, der alle er mænd, har maskeret deres ansigter med jakker eller tørklæder.

Flere retter deres pegefingre mod himlen, mens andre slår sig for brystet med en knyttet næve. De fleste er tavse.

- Når der er så mange, der kommer ud for at deltage i begravelsen, er det, fordi det ikke er op til os at vurdere, om han er skyldig eller ej, siger en ung mand i sort dynejakke efter begravelsen.

Mens de fleste andre er forsvundet, står han og en kammerat stadig ved graven. De ser begge ud til at være omkring 18 år gamle.

- Det, som mange ikke forstår, er, at man elsker profeten Muhammed højere end sin familie. Derfor er det så provokerende, når han bliver tegnet, siger den anden unge mand.

Inden fredagens begravelse blev der afholdt en kort mindehøjtidelighed i forbindelse med fredagsbønnen hos Islamisk Trossamfund på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter.

Politiet mener, at det var Omar Abdel Hamid El-Hussein, der lørdag eftermiddag dræbte en 55-årig mand ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro og samtidig sårede tre betjente.

Om natten dræbte han angiveligt endnu en mand, den 37-årige jødiske vagt Dan Uzan, foran synagogen i Krystalgade. Her sårede gerningsmanden desuden to politifolk.

/ritzau/