Der har i de seneste dage været stor usikkerhed om, hvorvidt vagtplanen i den nye og omdiskuterede lægevagtordning ville hænge sammen, når den træder i kraft ved årsskiftet.
Men over for Politiken bekræfter direktør for Akutberedskabet i Region Hovedstaden, Freddy Lippert, at vagtplanen nu er på plads.
- Vi har nu dækket de vagter, vi skal, og for patienterne er der ingen grund til bekymring. Der er helt sikkert læger nok på arbejde, så alle patienter kan få den hjælp, de har behov for, både nytårsaften, nytårsdag og i fremtiden.
Lokkemaden - en timeløn på 1000 kroner - har dermed haft den ønskelige effekt.
Region Hovedstaden overtager selv lægevagten fra de praktiserende læger, der hidtil har drevet den, og når rådhusklokkerne ringer det nye år ind, bliver det en sygeplejerske og ikke en læge, der tager telefonen, når man ringer 1813.
Men de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har opfordret sine medlemmer til at boykotte den nye vagtordning, som de ikke tror på, vil virke.
Lægerne er utrygge ved, at sygeplejersker skal sidde ved telefonen og vurdere, om patienten har behov for lægehjælp. Den opgave mener lægerne ikke, at sygeplejersker er kompetente til at varetage.
/ritzau/