I flere uger boede den Oscar-vindende skuespiller Eddie Redmayne og den svenske skuespillerinde Alicia Vikander i København, da filmen "Den Danske Pige" blev indspillet. Men faktisk var det langt fra første gang, de to har tilbragt tid i den danske hovedstad.
Alicia Vikander boede i København, da hun i sin tid indspillede "En Kongelig Affære", der også havde Mads Mikkelsen og Mikkel Boe Følsgaard på rollelisten.
- Jeg var her for fem år siden om vinteren, og det var virkelig koldt, men jeg havde fået en cykel at cykle rundt på, og det var så fedt, for selv om det var koldt, så elsker jeg at være i en by, hvor man kan cykle alle steder hen, siger den Oscar-nominerede stjerne, der selv er fra Gøteborg.
Til rollen som Caroline Mathilde skulle hun lære at tale dansk, og det gjorde hun til en festlig oplevelse, husker hun.
- Jeg boede lige ved siden af en bar, der hed "Ruby", og min sprogtræner havde sagt, at jeg skulle prøve at drikke noget vin, fordi det tager nogle af nerverne, når man øver et sprog. "Ruby" er én af de eneste barer i København, der har åbent om mandagen og tirsdagen, så jeg sad dernede alene, og øvede mig på at tale dansk ved at tale med bartenderne, fortæller Hollywood-skuespillerinden og griner.
Eddie Redmayne har også været i København før i forbindelse med sin skuespillerkarriere - og endda med den film, der gav ham en Oscar for bedste hovedrolle.
- Både "The Theory of Everything" og "Den Danske Pige" er forbundet med København for mig, for "The Theory of Everything" var instrueret af James Marsh, der bor i København med sin familie, så da vi skulle arbejde på manuskriptet dengang, var vi her i tre uger, fortæller den populære skuespiller.
Dengang var han i København om sommeren, hvor han til optagelserne af "Den Danske Pige", der handler om den danske kunstmaler Einar Wegener, der var en af de første til at få foretaget en kønskorrigerende operation, oplevede København om vinteren.
- Da vi kom i denne omgang for at filme "Den Danske Pige", var det meget koldere, men jeg elsker det her. Folk er utroligt søde og generøse, arkitekturen er fantastisk og meget unik, og jeg elsker museerne her, især Glyptoteket og dens moderne længe, siger han og uddyber:
- Jeg elsker, at man har den underlige hybrid af fantastisk arkitektur, Tivoli og Christiania. Der er et mix af orden og kaos. Jeg har det som om, der er meget, jeg stadig skal opleve her endnu, og min kone elsker København og spørger hele tiden, hvornår vi kan tage af sted igen. Jeg tror, det er et fantastisk sted at bo, siger stjernen.
Filmen "Den Danske Pige" har premiere den 4. februar.
/ritzau/FOKUS