Hollandske reserver afgjorde gruppefinale mod Chile

admin

10 år siden

|

23/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det hollandske landshold vandt mandag aften slaget om førstepladsen i gruppe B med en 2-0-sejr over Chile ved VM.

Indskifterne Leroy Fer og Memphis Depay sørgede for sejren med to scoringer i det sidste kvarter.

Louis van Gaals mandskab ville med blot uafgjort nappe førstepladsen i gruppe B, hvilket satte et tydeligt præg på opgøret.

Hollænderne trak sig langt tilbage på banen og overlod stort set al initiativ til de chilenske modstandere.

Den hollandske defensiv stod stærkt, og sydamerikanerne havde store problemer med at komme til at teste Jasper Cillesen i modstandernes mål.

FC Barcelona-profilen Alexis Sánchez forsøgte med stor iver, men det løb stort set ud i ingenting hver eneste gang.

Efter en god times spil driblede han på baglinjen og fik afsluttet på Cillesen. Vinklen var for spids, og Cillesen kunne blokere skuddet. Igen uden de store problemer.

I den modsatte ende af banen kom Holland til de største chancer på giftige kontrastød, hvor Arjen Robben et par gange var tæt på. Robben var som altid målsøgende og skød særdeles kraftfuldt.

Derudover blev det også til nogle nærgående afslutninger på frispark fra Wesley Sneijder.

Det var netop et frispark, der bragte Holland på 1-0 efter 76 minutter, da Daryl Janmaat sendte bolden ind i feltet, hvor Leroy Fer steg til vejrs. Fer, der var kommet på banen et minut tidligere, headede bolden i mål til 1-0 helt ude ved stolpen uden chance for Chiles målmand Claudio Bravo.

I overtiden cementerede Memphis Depay sejren. Arjen Robben løb mod baglinjen på et kontraangreb og lagde bolden på ind over, hvor Depay nemt kunne prikke hollænderne på 2-0.

Meget tyder på, at Holland med sejren undgår at møde Brasilien i 1/8-finalerne. De brasilianske VM-værter er storfavoritter til at slutte på førstepladsen i gruppe A. Bliver det tilfældet, så får Chile fornøjelse af de brasilianske VM-værter i 1/8-finalen.

/ritzau/