Det hollandske fodboldlandshold er på papiret langt fra lige så stærkt som ved det seneste VM for fire år siden i Sydafrika, hvor det blev til et finalenederlag mod Spanien.
Men blandt de 23 spillere, som Hollands landstræner Louis van Gaal lørdag udtog til sommerens VM i Brasilien, er der stadig flere prominente navne.
Således er Manchester Uniteds Robin van Persie med i VM-truppen, og van Gaal skal efter slutrunden samarbejde meget mere med stjerneangriberen, når han skal være manager i United.
Derudover er Bayern München-profilen Arjen Robben og Galatasarays Wesley Sneijder også med i truppen.
Midtbanespilleren Rafael van der Vaart går til gengæld glip af sommerens VM på grund af en skade.
Holland åbner VM med en kamp mod Spanien 13. juni, som dermed bliver en gentagelse af VM-finalen for fire år siden. Den kamp vandt spanierne knebent med 1-0.
De to øvrige hold i gruppen er Chile og Australien. Hele Hollands trup ser således ud:
Målmænd: Jasper Cillessen (Ajax), Tim Krul (Newcastle), Michel Vorm (Swansea).
Forsvar: Daley Blind (Ajax), Stefan de Vrij, Daryl Janmaat, Terence Kongolo, Bruno Martins Indi (alle Feyenoord), Paul Verhaegh (Augsburg), Ron Vlaar (Aston Villa), Joel Veltman (Ajax).
Midtbane: Jordy Clasie (Feyenoord), Jonathan de Guzman (Swansea), Nigel de Jong (AC Milan), Leroy Fer (Norwich), Arjen Robben (Bayern München), Wesley Sneijder (Galatasaray), Georginio Wijnaldum (PSV Eindhoven).
Angreb: Memphis Depay (PSV Eindhoven), Klaas-Jan Huntelaar (Schalke 04), Dirk Kuyt (Fenerbahce), Jeremain Lens (Dynamo Kiev), Robin van Persie (Manchester United).
/ritzau/