Holdkammerat roser Eriksen: Han kan ændre kampene

admin

10 år siden

|

24/03/2014

Dagens topnyheder

Christian Eriksen scorede to gange og lagde op til det sidste, da Tottenham søndag slog Southampton med 3-2 i Premier League.

Den danske midtbanespiller får efterfølgende masser af ros fra holdkammeraten Mousa Dembele.

Southampton førte 2-0, da Eriksen indledte sit lille show, der gav Tottenham sejren dybt inde i overtiden.

- Christian gør det meget godt.

- Han har et godt skud, og man ved aldrig, hvilken situation vi befinder os i, for han kan altid score et mål. Det er meget positivt, siger Dembele til Tottenhams hjemmeside.

Christian Eriksens belgiske midtbanekollega er slet ikke tilfreds med London-holdets start på kampen, hvor Southampton scorede to gange.

- Men man skal altid tro på, at man kan vinde. Vi vidste, at det ikke ville blive nogen nem opgave, men det hjalp, at vi fik scoret før pausen.

- I anden halvleg spillede vi meget godt. Vi var aggressive og meget motiverede, siger Mousa Dembele.

Gylfi Sigurdsson blev kampens matchvinder, da han i overtiden scorede på Christian Eriksens oplæg.

Danskeren har scoret fem ligamål for Tottenham, der indtager Premier Leagues femteplads 13 point efter topholdet Chelsea.

/ritzau/