Hjort garanterer budgettal til økonomer

admin

9 år siden

|

06/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Finansministeriet garanterer, at uafhængige økonomer kan se, hvordan ministeriet beregner centrale tal som den strukturelle saldo.

Det siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter kritik fra flere cheføkonomer.

- Den strukturelle saldo er et meget vigtigt redskab i styringen af dansk økonomi. Derfor er det også vigtigt, at der er åbenhed om, hvordan den beregnes. Og det er der, siger Claus Hjort Frederiksen i en kommentar.

- Finansministeriet har ganske omfattende beskrevet beregningsmetoder på ministeriets hjemmeside. Beregningerne og metode vedrørende den strukturelle saldo er i flere omgange uddybet på Finansministeriets hjemmeside.

I Børsen kritiserer Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, at Finansministeriet er lukket. Samme kritik kommer fra cheføkonomer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, den borgerligt-liberale tænketank Cepos og økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen, Aarhus Universitet.

- Det er stærkt uhensigtsmæssigt, at det er så uklart, hvordan Finansministeriet laver beregningerne, at det i den grad kan diskuteres, om man styrer den økonomiske politik fornuftigt, siger Steen Bocian til Børsen.

I EU må et strukturelt underskud højst være 0,5 procent af bruttonationalproduktet. Ellers kan EU-Kommissionen straffe et medlemsland med store bøder. 2010-13 krævede EU-Kommissionen, at Danmark sænkede sit underskud og sparede 24 milliarder kroner.

Bo Sandemann Rasmussen kræver større klarhed over, hvordan Finansministeriet beregner den strukturelle saldo.

- Problemet er, at man udefra kan få den mistanke, at det ikke er helt tilfældigt, om man får en opjustering eller en nedjustering af den strukturelle saldo alt efter, hvad der skal passe politisk ind i situationen, siger han til Børsen.

/ritzau/