Det schweiziske landshold vil ifølge landstræner Ottmar Hitzfeld få et moralsk løft efter søndagens sidste-sekunds-sejr over Ecuador ved VM.
Den 68-årige tysker tror, at Haris Seferovic' scoring til 2-1 tre minutter inde i overtiden vil gøre underværker for Schweiz.
Scoringen faldt på en kontra, efter at Ecuador havde forpasset en mulighed i schweizernes straffesparkfelt
- Det var virkelig forrygende.
- Vi reagerede intuitivt og vidste, hvordan vi skulle udnytte Ecuadors fejl. Det er fantastisk at vinde i det sidste minut, da det frigiver en masse positiv energi, og det er meget godt for holdets moral, siger Hitzfeld, der er i gang med sin sidste slutrunde som træner.
På klubplan har Ottmar Hitzfeld tidligere ført Borussia Dortmund og Bayern München til succes i Champions League.
Schweiz skal senere i VM-turneringen op imod Frankrig og Honduras i gruppe E. De to bedste hold fra gruppen går videre til 1/8-finalerne.
/ritzau/AFP