Historisk kraftfuld tyfon raser over Filippinerne

admin

11 år siden

|

08/11/2013

Dagens topnyheder

Tre personer er meldt døde, og flere end en million mennesker er på flugt i Filippinerne, efter tyfonen Haiyan ramte kysten natten til fredag, oplyste landets nødhjælpsberedskab.

Ofrene for stormen var færre, end det i første omgang var frygtet.

Men redningsfolk er bekymret for, at dødstallet vil stige, når de når ud til mere isolerede samfund i provinserne Leyte og Samar, der er ramt af supertyfonen.

Stormen, der siges at være den værste i verden hidtil i år og en af de værste, der er registreret, er kommet med vinde på 315 kilometer i timen og vindstød på 379 kilometer i timen ifølge den amerikanske flådes vejrstation.

Uvejret tvang omkring en million mennesker i 29 provinser på flugt, strømforsyningen forsvandt, og huse blev blæst i stykker.

- Det var skræmmende. Vinden var så stærk, det var så højt som en skrigende kvinde. Jeg kunne se store træer vælte, fortæller en kvinde i byen Catbalogan i Samar.

Præsident Benigno Aquino appellerede til indbyggere på orkanens vej om at forlade udsatte områder som flodbredder, kystlandsbyer og bjergslugter.

Myndighederne har efter orkanen ikke kontakt til en række samfund i provinserne Leyte og Samar.

Blandt andet fiskerbyen Guiuan med 40.000 indbyggere. 18 timer efter tyfonen ramte, var der fortsat ingen kontakt med folk i byen.

Kommunikationslinjerne er også afbrudt til byen Tacloban med 200.000 indbyggere, der er hovedstad i Leyte-provinsen.

Det menes, at byen har store ødelæggelser efter stormen.

Da tyfonen Bopha sidste år Filippinerne, kostede den 2000 mennesker livet og forårsagede store materielle ødelæggelser.

Orkanen Haiyan bevæger sig nu ud over Det Sydkinesiske Hav og kan blive en trussel for Vietnam og Kina.

/ritzau/AFP