Himmelhøj stigning: Flere går ned med psykisk arbejdsskade

admin

9 år siden

|

05/06/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I løbet af fem år er antallet af anmeldelser af psykiske arbejdssygdomme steget med 72 procent, viser nye tal fra Arbejdsskadestyrelsen.

Det er hovedorganisationerne LO og FTF, der har set på tallene, som viser, at især ansatte på offentlige velfærdsområder anmelder de psykiske lidelser.

Fra 2010 til 2014 steg antallet af anmeldte psykiske erhvervssygdomme med 75 procent, mens den gennemsnitlige stigning i antallet af arbejdsskader på tværs af fagområder steg med 25 procent i samme periode.

- Tallene taler deres klare sprog om en helt forkert udvikling. Det er på høje tid at sætte ind med forebyggelse mod psykiske belastninger ude på arbejdspladserne, siger Lizette Risgaard, næstformand i LO, i en pressemeddelelse.

De psykiske arbejdssygdomme bliver ifølge tallene typisk anmeldt af faggrupper, der har at gøre med undervisning, sundhed og offentlige administration.

Eksempelvis er 48 procent - altså næsten hver anden - anmeldte sygdom på undervisningsområdet en psykisk arbejdsskade.

På felter som offentlig administration, forsvar og socialforsikring er tallet 38 procent, mens det i sundhedsvæsnet er 35 procent.

LO og FTF vil på baggrund af tallene gerne have politikerne til at sætte de psykiske nedture på dagsordenen.

Blandt andet foreslår forbundene at styrke Arbejdstilsynet for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, fordi tilsynet har opfanget mange problemer, efter at et særligt tilsyn blev stablet på benene, lyder det fra LO og FTF.

Bevillingerne til det særlige tilsyn løber dog kun frem til slutningen af 2016.

- De midlertidige bevillinger til tilsynets særlige indsatser i forhold til psykisk arbejdsmiljø bør gøres permanente. Der er behov for et synligt og effektivt Arbejdstilsyn, der kan komme efter de virksomheder, der ikke lever op til deres forpligtelser til at sikre et ordentligt arbejdsmiljø, siger FTF's formand, Bente Sorgenfrey.

/ritzau/