Hidsige regnbyger pisker ind over landet

admin

9 år siden

|

13/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lord Bendtner og landsholdet får fint fodboldvejr, når landsholdet lørdag aften møder Sverige i Stockholm.

Men danske tilskuere til kampen skal nok have en strikhue på under klaphatten, for det bliver en en kold aften i den svenske hovedstad.

- Ned til tre grader, men der kommer hverken vind eller regn, så det er jo udmærket vejr til fodbold, siger Mogens Rønnebæk fra Danmarks Meteorologiske Institut i et indspark til weekendens store sportsbegivenhed.

I Danmark bliver det også en perfekt aften til at se fodbold på skærmen.

- Vi får typisk efterårsvejr lørdag med en masse hidsige regnbyger og blæst. Også om aftenen, siger Rønnebæk.

Lørdagen vil nok også byde på hagl og tordenbrag.

Regn og blæst præger i det hele taget weekenden, hvor dagtemperaturerne vil ligge omkring de otte til ti grader. Altså noget koldere end de foregående dage. Nattefrost er der ikke optræk til.

- Natten til søndag falder temperaturen til omkring tre grader, men der er fortsat ikke vintervejr i form af frost eller sne i sigte, siger Mogens Rønnebæk.

Fredag får Jylland en del sol efter en regnfuld formiddag.

En koldfront vestfra fragter væde med sig.

- Regnen trækker mod øst ved middagstid, og så kommer der noget sol i Jylland, siger Mogens Rønnebæk.

Han forventer ikke, at solen når frem til de østlige egne og København.

Ifølge overtroen er der lagt op til uhygge, når en fredag falder på den 13. dag i måneden. Vælger nogen at markere dagen ved at se en gyserfilm, kan de indstille sig på et passende akkompagnement udefra.

- Det kommer til at ruske med blæst og kraftige vindstød i aften og i nat.

Weekenden slutter mere roligt.

- Søndag får det sydlige Danmark lidt forbigående regn i morgentimerne, men derefter bliver det tørt og der kommer noget sol over hele landet.

/ritzau/